mandag den 11. april 2016

Første gruppemøde under 8. semesters projektskrivning

Mandag den 11/4 2016: Vi mødte hos mig kl. 9 med en dagsorden, der skulle sætte kursen for dagens aktiviteter.

Vi stødte ret hurtigt ind i en række problemer, der gav os nogle bump på vejen. Vi mødtes uden egentlig at have en klar plan over projektet, så hele selekteringsfasen var en stor udfordring - der til tider tog pusten fra os!


Første optur: Annette fra læreruddannelsen var interesseret i at mødes med os og foretage et interview.
Første nedtur: Det viste sig, at modulet ‘innovation og entreprenørskab i skolen’ slet ikke er opstartet.
Anden optur: Vi besluttede os derfor, at vi ville undersøge ‘lærernes grundfaglighed’, som kunne være et fælles fokuspunkt for de studerende for vores fokusgruppe.  
Anden nedtur: Vi blev informeret om, at heller ikke dette modul opstartes før til efteråret 2016. Suk.


Det har været frustrerende, at der i skrivende stund endnu ikke er udsendt en vejlederfordeling, så vi har ikke haft mulighed for at få et vejledermøde endnu. Det er en kritisk fase - opstartsfasen - og vi ville gerne have haft mulighed for at få vejledning tidligt i forløbet, så vi kunne kontakte læreruddannelsen med en reel plan for vores undersøgelse. På nuværende tidspunkt ved vi i princippet ikke, om vi er købt eller solgt, og det dræber/dræbte lidt motivationen for arbejdet.



Det har været svært at finde et fokus for opgaven, hvilket går ud over teorivalg. Så lige nu kan vi ikke komme så meget videre før vejledningen, hvilket gør, at man føler sig en smule presset over tiden. Hvis alt går efter tiden, har vi kun en måned til at skrive opgaven.


Dog virker det motiverende, at vores spørgsmål til Annette og fokusgruppen tydeliggjorde, hvad vi gerne vil undersøge - altså hvor vores interesseområde er. Da vi begyndte at skrive ned, opstod der en masse ideer, og pludselig sad vi faktisk foran to dokumenter, der kunne lede os ind i projektet.  


Det er også positivt, at vi får afprøvet en mindre øvelse med de studerende, som stemmer overens med vores undersøgelse i innovation - at tænke og handle anderledes.  


Vi har lært, at det er vigtigt at give startfasen, idégeneringen tid! Det tager tid at finde den rette kurs, og det er okay at være frustreret og i tvivl - det er der, vi kan opleve mest læring! Men nogle gange skal der små ting til før, at den fortvivlelse forsvinder og brikkerne falder på plads. Det vigtigste i denne fase er nok at sige til sig selv, at “det nok skal gå”, for det gjorde det jo også i sidste projekt, og når man ser tilbage på det projekt, så har vi meget, som vi kan tage med os derfra - så vi ikke begår de samme fejltagelser igen. Fejltagelser, såsom at bruge tid på transskribering, at gøre metodeafsnittet for omfattende eller at indsamle alt for meget empiri så vi egentlig bare forvirre os selv (det lærte vi under sidste projektskrivning - at det kun forsinker skriveprocessen, og at det kan ende med at fylde så meget, at det dræber motivationen).

Nu afventer vi vejlederfordelingen, så vi kan få aftalt et vejledermøde - før det føler vi ikke, at vi kan gå videre. Vi har dog aftalt, at vi hver især læser lidt af det lånte litteratur, og så tager vi én dag ad gangen :-)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar