tirsdag den 6. september 2016

Workshop: Idégenerering med Next Step, UCN

Den 6/9 - første skridt på vejen mod et redesign af lokalerne på Hobrovej


Vi har i dag afholdt en workshop med de studerende på Next Step med det formål, at der skulle genereres nogle idéer til, hvordan Next Step-lokalet kan komme til at se ud. 


Vi startede workshoppen ud med, at de studerende skulle lave en individuel skriveøvelse, hvor de skulle svare på to spørgsmål: Hvordan lærer du bedst og Hvordan ser det ideelle læringsrum ud for dig. Det gjorde vi med henblik på, at de studerende fik sat nogle tanker i gang omkring, hvad fx de fysiske og sociale rammer har af betydning for netop deres læring. Derudover havde vi også en forventning om, at dette ville klæde dem godt på til, at de skulle ud i grupperne i diskutere selvsamme emne. Det er tydeligt at se, at de tanker, de har gjort sig i hurtigskrivningøvelsen, går igen på plancherne. Den første øvelse har sat tanker igang hos de studerende, hvilket har gjort den efterfølgende opgave lettere. Det kan være en afspejling af, at det er et nyt hold med studerende fra mange forskellige uddannelser, og at det derfor endnu ikke er et tillidsfyldt læringsmiljø, hvor man kan tale frit og åbent om sine tanker og overvejelser. Og netop dette var også et af formålene med workshoppen; at de studerende skulle komme i tale, og at de skulle italesætte, hvad der har betydning for, at de trives i et læringsmiljø. Det var klart vores fornemmelse, at de studerende kom tættere på hinanden i takt med, at de fik snakket om personlige og sociale aspekter på læring.

Undervejs i arbejdet fik de studerende udarbejdet nogle plantegninger, plancher med forslag til redesign af rummene. Det er nu vores opgave at finde essensen af de studerende tanker og idéer og derved få skabt et resultat, som de alle føler ejerskab omkring, fordi det netop kommer fra deres plancher.







Vi har lavet workshoppen med fokus på netop brugerinddragelse, da det er vores overbevisning, at de studerendes ejerskabsfølelse over lokalet har en indflydelse på læringen - både den sociale og den mentale læring. Ikke mindst er det fedt, at den øvelse, som vi har lavet med de studerende (den idégenering) faktisk bliver til virkelighed om nogle uger. Det er ikke bare for sjov, at vi laver denne workshop - der kommer et produkt ud af det, et produkt som de alle sammen kan bruge hver dag.
I forhold til at stå for workshoppen gjorde vi os nogle tanker undervejs - såsom hvor meget skal man blande sig i deres gruppearbejde, for på den ene side ville man gerne høre deres tanker og idéer, men man var heller ikke interesseret i at afbryde deres arbejde eller gode snakke. I denne situation blev det en balance mellem at være “fluen på væggen” men også igangsætter, så man hele tiden kunne motivere de studerende i deres arbejde - så de ikke gik i stå. Det hjalp dog at have hvad vi kaldte "Førstehjælpskassen" med, da dennes billedekort samt de forskellige genstande kunne sætte tanker igang hos de studerende.
Vi vidste på forhånd, at det var et hold med stor diversitet (13 forskellige uddannelsesinstitutioner er repræsenteret), og vi havde derfor planlagt, at idégenereringen skulle foregå i så blandede grupper som muligt, da det også er vores overbevisning, at diversitet fremmer innovation. Dette blev da også tydeligt i de studerendes arbejde med opgaven. Det var ret inspirerende at se, hvordan de studerende arbejdede med opgaven, og vi fik virkelig øje på, at de studerende kan bidrage med forskellige, unikke perspektiver på vores arbejde.  
Det var rigtig givende at blande både piger og drenge, da pigerne var gode til det kreative (fx at lave en flot præsentation), hvor imod drengene nok var dem, der kommer med de lidt mere vilde idéer.

Vi fik i fredags en forestilling om, at vi med vores idéer og udgangspunkter var alt for pædagogiske og nærmest for feminine eller pige-orienteret i vores tilgang til lokalet og ændringen heraf - men denne forestilling blev faktisk gjort lidt til skamme i dag, hvor det viste sig, at flere af drengene fx efterspurgte et sted, hvor de kunne udfolde sig kreativt ved brug af tuscher, karton, sakse osv.. Det har derfor været meget interessant at få de studerendes inputs, og det har været ret lærerigt at få set tingene fra nogle andre synsvinkler. Vi har fra starten haft en ret klar vision, som bare på de sidste par dage er blevet udfordret og skubbet til - men som alligevel er endt et sted, som ikke er ret langt fra vores oprindelige ståsted.

Generelt har det betydet meget, at vi har haft Anni at spare med. Både at få feedback fra hende, men også at mærke hendes arrangement. Det er som om, at alt kan lade sig gøre, og det giver os nogle meget frie rammer, som er fede at arbejde indenfor, når der omhandler innovation og kreativitet.
Vi har i denne uge sideløbende registreret, at selve opgaven (semesterprojektet) i denne omgang tager en ny vinkel, fordi vi inddrager brugerne (her de studerende) i hele processen. Vi har ellers været lidt bekymret for, om dette projekt ville komme til at ligne det “gamle” for meget - men det er meget interessant, hvordan vi nu ser det i et andet lys.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar